Måske det er mange år siden, du var på din første date, måske du er hyppig bruger af Tinder og andre datingtjenester? Men hvis du er ansvarlig for et brand, så er der måske lidt inspiration at hente fra alle dem, som dater… for vi kan og skal lære noget af hinanden. Dating kan og bør kunne inspirere alle Brand Managers i forhold til, hvordan man starter og skaber en kunderelation. For en ny kunderelation er på mange måder som en 1. gangs date og lige som på Tinder, så handler et kundeforhold i bund og grund om at finde ud af, om der er et match mellem to parter, for så på kort tid at vurdere, om man skal ”mødes”. Og derfra finde ud af, om der er basis for at starte en relation, der over tid kan vokse sig stærk – og måske i overført betydning blive til et langvarigt og gensidigt godt forhold.
Vi har derfor spurgt nogle af vores yngre medarbejdere, hvordan det egentlig foregår. Og her opdagede vi, at det stadigvæk er de helt klassiske metoder, der kommer i brug, for at starte den potentielle nye relation. Man er nysgerrig på den anden person, og deler ud af sig selv i den helt rette balance. Hvem gider at starte en relation med en person, der ikke lytter, men kun fortæller om sig selv og egne fortræffeligheder.
Den gode date er bygget på den helt rigtige balance mellem at kunne lytte og kunne være inspirerende. Og det er nøjagtig det samme, vi som brand og virksomhed skal kunne. Hvis ikke vi kan det – ja så swiper kunden da bare videre til næste møde…
5 bud på vejen til en stærk relation
- Brug data, når du vil lytte til dine kunder. I den virkelige verden er det at lytte og spørge ind til den anden part helt naturligt, når en relation skal opbygges. Det gælder også i vores digitale tidsalder, hvor de fleste virksomheder ved, at data er nøglen til at forstå kunden. Derfor indsamler mange virksomheder voldsomme mængder data – dog er det langtfra alle, der reelt bruger disse data intelligent. Ofte ligger data spredt i forskellige systemer og i svært tilgængelige siloer. Derfor gælder det om at få overblik over dine data: Hvilke data har du? Og hvordan har du adgang til dem? Du kan eventuelt begynde med at få udført en Customer Data Assessment, så er du godt i gang.
- Sørg for, at dit budskab er attraktivt og inspirerende. Hvis du skal være interessant for en potentiel ny relation på en date, må du også fortælle noget, der gør din “målgruppe” interesseret i dig. Det kan du for eksempel gøre ved at invitere dine kunder ind i dit univers og gøre dem nysgerrige, inspirerede og involverede. Med andre ord; det handler om at gøre dit tilbud og dit produkt attraktivt og fremstå klart som brand og kommunikere ud fra brandets personlighed.
- Vær personlig og relevant. På en date, for nu at blive i metaforen, er det vigtigt at være personlig og relevant. Det gælder også når vi leverer kundeoplevelser. Kunden forventer mere end nogensinde en relevant, personlig og inspirerende kundeoplevelse som kontant betaling for deres loyalitet – ellers går de bare videre og handler et andet sted. Det er fakta. Relevans kan skabes på baggrund af data og segmentering – så hver kunde får netop det budskab, der passer til hende i den givne situation.
- Hold, hvad du lover. Hvis du lover at ringe eller skrive tilbage, så hold for alt i verden dit løfte. For det gælder både i datinglivet og i forretningslivet, at hvis du ikke leverer på dine løfter og dens andens forventninger, så kan du ikke blive fornærmet, hvis den anden part forlader dig. Eller hvis den kunde, du troede, var loyal, pludselig skifter brand og går ind og handler hos konkurrenten. Så kig lige igen på din Value Proposition. Holder du, hvad du lover?
- Vær tålmodig – det tager tid at opbygge en stærk relation. Dine allerbedste relationer er helt sikkert dem, som du har kendt og plejet i mange år og har masser af gode oplevelser med. Det samme gælder dine kunder. En god relation er ikke noget, der opstår magisk efter et par påvirkninger eller køb. Det kræver en længere proces, hvor relationen både bygges, plejes og vedligeholdes. Du skal give noget for at få noget igen – og dine kunder skal vide, at du rent faktisk VIL dem, at de er vigtige, at du kender dem godt og ved, hvad de har brug for.