Jeg synes, at de bedste ideer tit kommer, når du har et ægte problem, du skal have løst. Nogle poster nøgenbilleder af deres eks eller af festens mest pinlige brandert. Andre poster nuttede billeder fra barnets første pottetur eller af veninden, der har taget 18 kilo på under graviditeten.

Det er et voksende problem, at mange deler billeder på sociale medier uden at tænke sig om, spørge om lov – eller i værste fald i ond vilje for at mobbe eller skade et andet menneske. Den problemstilling har modebrandet Hommes Hommes / Femme Femme Paris her i efteråret sammen med Red Barnet sat fokus på og lanceret en særlig tøjkollektion, der netop skal gøre opmærksom på uønskede delinger af fotos på SoMe. Og jeg er rigtig glad for, at vi her hos Nordlid har støttet den vigtige sag ved at have leveret ideen og eksekveret kampagnen.

QR-hjerter på tøjet skal skabe opmærksomhed – og eftertænksomhed

Ideen opstod ved, at en af mine kollegaer havde læst en artikel, og vi kom her på bureauet til at snakke om, hvor alvorligt det kan være ikke at tænke sig om og spørge om lov, når du deler billeder på social. Vi havde hverken brief eller budget, men vi syntes, at det ville være synd at begrave ideen. Især når det handler om en alvorlig sag, der berører langt de fleste af os og bare bliver vigtigere og vigtigere.

Vi blev derfor enige om, at det var et problem, vi gerne ville prøve at løse på en anderledes og kreativ måde. De fleste nyere smartphones er ’født’ med indbygget QR-scanner i kameraet, der automatisk fanger, hvis du peger linsen hen mod en QR-kode. Og vi fandt på at bruge den funktion som det kreative greb med hjerteformede QR-koder på tøjet.

Jeg havde en relation til Red Barnet fra et tidligere samarbejde og samtidig også lidt kontakter i modeverdenen, så jeg henvendte mig til begge sider. Og nogle måneder senere lancerede vi så en kampagne sammen med Hommes Hommes / Femme Femme Paris og Red Barnet, hvor vi ved hjælp af en specialdesignet T-shirt automatisk huskede danskerne på, at uanset hvorfor du poster, og hvad du poster, så husk at spørge først!

Problemet er, at mange glemmer, at de poster til alle

Det, som mange glemmer, er, at alt – hvad du poster – poster du jo til alle. Og det kan have alvorlige konsekvenser for nogen, at deres mest private øjeblikke pludselig bliver delt på nettet. Så hvis du bruger din mobil til at tage billeder af en person, der har en T-shirt med hjertelogo på, bliver du nu mindet om, at du skal tænke dig om, inden du deler billedet med andre. Den, der tager billedet, får nemlig en pop op-reminder på skærmen med henvisning til kampagnewebsitet #spørgførduposter

Kampagnen er blevet taget op af influencers og redaktionelle medier, der også fandt sagen vigtig, og alle solgte T-shirts har bidraget til Red Barnets arbejde for udsatte unge. Jeg synes, at det hjerteformede QR-motiv er ret cool! På flere måder. Både som print på en tøjkollektion og som et kampagnesymbol på en god sag.

Vi fandt et problem. Vi fik en ide. Og vi har gennem gode samarbejder fået skabt en ny type funktionel beklædning, der viser holdning og stillingtagen. Du kan stadig være med til at støtte Red Barnets arbejde og hjælpe til med at huske dine venner og din familie på, at de skal spørge, før de poster billeder af dig.

Besøg kampagnesitet og køb tøjet her: https://www.spørgførduposter.dk

Dette vil du måske også kunne lide

Nye fordele med Eloqua release 20d
Nye fordele med Eloqua release 20d
10 december, 2020

Oracles Eloqua er i denne måned kommet med en omfattende release (20D). Der er kommet nogle meget spændende opdateringer...

"Syv år - så ved man et og andet"
"Syv år - så ved man et og andet"
29 oktober, 2020

Sådan sagde Sofie Gråbøl i den super hyggelige og klassiske danske film ”Den Eneste Ene”.

Landet på den helt rette hylde
Landet på den helt rette hylde
16 februar, 2023

Færdiguddannet og spritny på arbejdsmarkedet ... Ja, man får helt svedige håndflader af den sætning, ikke? Men det var a...